Søofficersskolen i Mindelunden

Der er blevet en tradition at den ældste årgang kadetter som afslutning på faget "Ceremoniel" arrangeret en march til Mindelunden, hvor de lagde en krans ved "Det sortladne hav". Kadetterne arrangerer selv ALT vedrørende marchen fra kasernen til Mindelunden.

Selve marchen foregår med Søværnets tambourkorps i spifdsen, hvis det ikke er optaget andetsteds. Ved mindemærket holder skolechef kommandør Jens Bjørnsteen en tale, og lægger sammen med en kollega en krans ved mindesmærket. 

Skolechef kommandør Jens Bjørnsteen's tale

Kære fremmødte, kadetter, stab og tamburkorps Vi er samlet - her i mindelunden - af to grundlæggende årsager. 

For det første er det ældste diplomklassens afsluttende handleprøve i faget ceremoniel. En handleprøve hvor I får lov til at vise alle, at sømænd kan andet end at sejle skibe og køre i busser. Vi kan også vores ceremonielle håndværk, der går mere end 500 år tilbage. 

For det andet vil vi her i mindelunden ved Monumentet "Sortladne hav" vise vores respekt og anerkendelse for de mere end 6.000 danske krigssejlere, som tog del i anden verdenskrig. 

Vores deltagelse - i dag - er i mange henseender en naturlig forlængelse af markeringen for et par måneder siden - Flagdagen - hvor vi ved morgenmønstringen i et øjebliks stilhed sendte en tanke til alle danske udsendte og for de af vore kolleger, som har betalt den ultimative pris for Danmark. 

Danmark har en lang og stolt tradition for at udsende danske mænd og kvinder i international tjeneste. Men det vil altid være en svær beslutning at træffe. Det er en svær beslutning at træffe for de folkevalgte i Folketinget. Men en endnu sværere beslutning for os ansatte i Forsvaret, der sendes ud. For det er en beslutning, som i sidste ende kan bringe vores liv og førlighed i fare. Det er en beslutning, som griber ind i manges liv. Men vi gør det - fordi det er en del af vores arbejde.

Vi skal med det som bagtæppe i dag mindes de mere end 6.000 søfolk, som den 9. april 1940 befandt sig på deres arbejde - et arbejde til søs. De blev den 9. april afskåret fra Danmark. 

De var - som tidligere - taget til søs med en forventning om at gense familie og venner, når udmønstringen var slut. De var ligesom vi - når vi er afsted på togt eller operation - savnet af deres familie og venner. 

Den 9. april 1940 skulle de mere end 6000 søfolk tage en beslutning. Det var ikke en beslutning, som skulle vedtages i en politisk proces - det var en beslutning, de hver især var alene om at træffe. Skulle de gå i allieret tjeneste og slutte sig til kampen mod nazismen? - eller skulle de søge neutral havn? Mange valgte at tage kampen op mod nazismen, og gå i allieret tjeneste.

Jeg er sikker på, at det ikke var nogen let beslutning, da krigstjeneste kan have store og ultimative konsekvenser og længden af udmønstringen var denne gang ukendt. Krigssejlerne skulle således ikke alene leve med en konstant fare for angreb fra såvel ubåde, krigsskibe som fly - de skulle også leve med afsavn fra deres kære. Et afsavn som ikke havde en slutdato. Men de besluttede at kæmpe for friheden. 

I Danmark havde de pårørende til krigssejlerne det heller ikke let. De måtte på den ene side leve med besættelsens uvæsen, og på den anden side leve med uvished, længsel og frygten for aldrig nogensinde, at måtte se deres kære igen. Krigssejlerne kæmpede i årene der gik deres kamp på det "Sortladne hav". Et hav som vi søfolk i dag - i fredstid - kender så godt. Det er vores arbejdsplads, og det anvendes af skibe til transport kloden rundt. Men i et historisk perspektiv var det også et "sort hav", som under krigen tog mange skæbner. Om det var i handelskonvojer over Atlanten, transport af forsyninger til Murmansk, i kystfart mellem allierede lande eller under i invasionen i 1944 satte de danske krissejlere livet på spil - de satte livet på spil for at vi alle kunne vinde friheden tilbage. 

Frygten var altid med som blind passager hos krigssejlerne. Ud over de naturlige farer i form af storm, tåge og isbjerge - som mange af os kan nikke genkendende til - lurede de menneskeskabte farer over eller under overfladen. Alt kunne tilsyneladende være roligt det ene øjeblik, og i det næste øjeblik kunne angribende fly eller torpedoer fra en ubåd forvandle alt til kaos og sende skibet til havets bund. Nåede søfolkene at springe fra borde, var de stadig i fare for at drukne, omkomme i et flammehav af brændende olie eller fryse ihjel på tilisede redningsflåder. 

Der er ingen tvivl om, at krigssejlerne bragte Danmark ære, og de fortjener vores største respekt. Mange måtte betale den højeste pris, og de som kom hjem - havde ofte ar på sjælen. 

Det er derfor med stor ydmyghed og stolthed, at vi i dag mindes dem ved at lægge en krans. De vil altid være i vores tanker. 

Æret være deres minde.

_____________________________________________________________________________________________